Der er sket noget med dét dér AI. Vi har nået et point of no return. Over sommerens fester, mødte jeg for første gang en hel del mennesker, som spurgte, om jeg mon stadig kunne arbejde som taleskriver, nu Chat CPT er godt på vej til at overtage verdensherredømmet.

Det mener jeg nu nok.

Forleden læste jeg: “Writing is a form of thinking.” Det ramte mig virkeligt. For det er bl.a. derfor jeg som professionel taleskriver stadig mener, at jeg har en berettigelse i verden.

Sætningen lyder enkel, men rummer kernen i alt seriøst tale- og tekstarbejde. At skrive er ikke blot at formulere færdige tanker i pæne sætninger. Det er selve tænkningsprocessen. En måde at forstå, sortere og finde mening i det, der ellers ligger uklart.

Når vi skriver, opdager vi ofte først, hvad vi egentlig mener, mens vi skriver. Tankerne er sjældent færdigformede på forhånd. De tager form i sproget. I de sætninger, der bliver rettet. I det, der bliver slettet, fordi det ikke føles sandt. At skrive er at vælge: Hvad skal med – og hvad skal udelades? Hvad er væsentligt – og hvad er flom?

I arbejdet med at skrive taler bliver det særligt tydeligt. En tale til et bryllup, en konfirmation, en fødselsdag eller en begravelse er ikke en neutral gengivelse af fakta, en opremsning af kronologiske hændelser eller en opsummering af, hvad der skete. Nej, en tale er en meningsskabende handling. En cementering af vores forhold. Når man forsøger at sætte ord på et menneske, en relation eller et afgørende øjeblik, tvinges man til at tænke dybere. Derfor kan skrivning ikke reduceres til teknik alene. Retoriske greb og sproglig korrekthed er vigtige værktøjer, men uden tænkningen bag ordene bliver teksten hul.

AI ved ikke, hvad god kvalitet er

AI er effektiv. Den er hurtig. Den skriver flydende og overbevisende. Men den ved ikke, hvad god kvalitet er.

Det skyldes, at AI ikke forstår. Den beregner.

Kort fortalt fungerer AI ved at forudsige det mest sandsynlige næste ord ud fra enorme mængder eksisterende tekst. Den arbejder statistisk – ikke menneskeligt. Den har ingen erfaringer, ingen intuition og ingen fornemmelse for kontekst, relation eller følelsesmæssig tyngde.

AI kan skrive om sorg – uden selv at have mistet, eller uden at have siddet over for et menneske, der har mistet.
Om kærlighed – uden at have mærket den intime tavshed, der kan være mellem to mennesker, der kender hinanden så godt, at ord ikke er nødvendige.
Om relationer – uden at have lyttet til én, der endelig får lettet sit hjerte og sagt det, der ellers er så svært at sige højt.

Derfor mangler AI en indre målestok for kvalitet. Den kan ikke skelne mellem det, der blot lyder rigtigt, og det, der er sandt i situationen.

AI-hallucinationer

Et kendt problem ved AI er såkaldte hallucinationer. Det betyder, at AI kan frembringe oplysninger, der virker veldokumenterede og troværdige – men som reelt ikke findes. Det kan være forskningsresultater, der aldrig er udført, eksperter, der ikke eksisterer eller sammenhænge, som virker logiske, men er forkerte.

I arbejdet med taler kan det være direkte ødelæggende. En tale har sin berettigelse gennem sin autenticitet. Af tillid. Af fornemmelsen af, at det, der bliver sagt, er menneskeligt forankret.

En tale må gerne være enkel. Den må gerne være kort. Og den må gerne være faktuelt baseret. Men den skal bare også have en vis lune. Ja, noget af den autencitet, der kommer af det småskæve. Det humoristiske. Det lidt kiksede, faktisk.

Så hvordan gør jeg mine taler menneskelige?

Jeg starter ikke med teksten. Jeg starter med mennesket.

Jeg har mange års erfaring som coach og mere end 20 års erfaring fra HR. Det har givet mig et solidt menneskekendskab og en faglig baggrund i psykologi og kommunikation, begge fag, som jeg iøvrigt har læst på hhv. danske og udenlandske universiteter. (Læs mere om mig her.)

Men vigtigst af alt har min baggrund indenfor mange års arbejde med mennesker lært mig at lytte.

God interviewteknik handler ikke om at stille mange spørgsmål. Den handler om at stille de rigtige – og om at kunne rumme svarene.

Jeg arbejder med aktiv lytning. Det betyder, at jeg hører efter det, der bliver sagt, men også det, der ikke bliver sagt. Det, der bliver sagt tøvende. Det, der kommer med et grin. Og det, der først dukker op, når der bliver stille.

Når mennesker fortæller om store begivenheder i deres liv, bliver de ofte rørte. Det kræver et trygt rum. Et rum, hvor følelser gerne må være der – uden at skulle bortforklares, undskyldes eller pakkes ind.

At kunne rumme andres følelser er en forudsætning for at kunne skrive en god tale. Man skal kunne være med sorgen uden at skynde sig videre. Kunne være med stoltheden uden at gøre den selvhøjtidelig. Kunne være med kærligheden uden at gøre den sentimental.

Et spadestik dybere

Mit arbejde handler om at gå bag om det, der ligger på overfladen. Mange mennesker ved godt, hvad de burde sige i en tale. Men det, der gør forskellen, ligger ofte et lag dybere.

Bag ordene ligger følelserne:
– savnet bag humoren
– loyaliteten bag de korte sætninger
– kærligheden bag det underspillede
– sorgen bag det kontrollerede

Det er her, talen får sin tyngde. Ikke fordi den er lang eller sprogligt avanceret, men fordi den er autentisk.

…

Ring til mig på 29453955 eller send mig en mail på sophie@ditlivstale.dk hvis du vil have en autentisk, lun og menneskelig tale.