Hvert år bliver omkring 42.000 danske unge konfirmeret, og cirka 64 procent af en årgang vælger at bekræfte deres tro og lade sig fejre af familie og venner. Konfirmationen står som overgangsritual i et spændingsfelt mellem tradition og forventningspres – og midt i det hele står konfirmationstalen.
Vi går ellers ret forskelligt til både form og indhold.
Nogle går i kirke, fordi de tror. Andre gør det, fordi alt andet var utænkeligt. Nogle holder havefest med hjemmelavede salater og kaffe på kanden. Andre lejer et slot og lader konfirmanden ankomme i hestevogn eller veteranbil. Nogle følger traditionerne og har udstukket en dresscode og udnævnt en toastmaster. Andre hader, når det bliver for ”fint” og lader dagen forme sig undervejs.
Men når det kommer til talen, sker der noget. Dér mødes vi på tværs af alt det, der ellers skiller os.
Som taleskriver er jeg blevet en slags fortrolig for mennesker, jeg aldrig har mødt før. Mennesker fra hele landet og i alle sociale lag: milliardærer, elektrikere, skolelærere, højesteretsdommere, sygeplejersker, landmænd og mange andre.
Og uanset hvem de er, sker der næsten det samme, når vi begynder at tale om konfirmanden – et menneske, som lige forleden var en lille basse, og nu – alt for hurtigt – står på tærsklen til voksenlivet. De bliver stille et øjeblik. Og så siger de, ofte med et lille knæk i stemmen:
“Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige … der er så meget.”
Den sætning hører jeg fra mennesker, der ellers er vant til at formulere sig og tage ordet. Og fra dem, der aldrig har holdt en tale før. For når det kommer til at sætte ord på kærligheden til vores børn, bliver vi alle sammen ramt.
Måske er det derfor, talen kan føles svær. Vi må være lige modige. For der er noget sårbart over det med at slå på glasset og rejse sig op. Folk tygger af munden, lægger bestikket fra sig og kikker på os. Der bliver stille. Forventningerne til os er tårnhøje. Måske mest fra os selv.
Og vi vil jo gerne holde en god tale. Vi vil være rørende uden at blive sentimentale. Sjove uden at være pinlige. Personlige uden at være udleverende. Vi vil sige noget, der både rammer konfirmanden og giver genklang i rummet. Vi vil have folk til at grine og græde. Og bagefter vil vi gerne kunne sætte os ned med en følelse af, at det gik helt, som det skulle.
Hvis man ikke har den helt store erfaring med at skrive taler, så forstår jeg godt, at folk ligger søvnløse op til.
I virkeligheden er det, der virker, ofte det enkleste: De konkrete detaljer, der viser: ”Jeg ser dig.” De personlige anekdoter, der siger: ”Jeg er stolt af dig.” De velvalgte eksempler, der betyder: ”Jeg elsker dig.”
Det lyder måske banalt. Det er det ikke. Konfirmationstalen er på den måde en mærkelig størrelse. Den er både dybt privat og et ritual, vi har til fælles fra Skagen til Stege, i de små stuer og de store sale.
For dagen er fyldt med alt det synlige: den blomsterpyntede kirke, det nye jakkesæt eller den fine kjole, det bugnende gavebord og de festklædte gæster. Men talen er det sted, hvor vi forsøger at sætte ord på det, der ikke kan ses. Her trækker vi en linje gennem det levede liv og peger fremad, og siger: ”Her er, hvordan jeg ser dig. Her er det, du kommer fra. Her er alt det, jeg håber for dig.”
Og om 20 år har vi glemt, hvad der stod på gavebordet. Vi har glemt, hvad menuen bestod af, og om vi spiste den af paptallerkner eller kongeligt porcelæn. Men talen og de følelser, den vækkede: Det står tilbage. Dét har vi til fælles.
…
Brug for hjælp med konfirmationstalen? Kontakt mig.
