Taler: Sophie Dam, mor. Taleskriver og indehaver af www.ditlivstale.dk
Dato: Den 4. maj 2023
Sted: Vanløse
Tags: Lejlighedstale, 18-års fødselsdagszastale
…
Kære Christian
Forleden var jeg til en fest, hvor en masse af vores venner også var. Damerne samledes ude i køkkenet, og talen faldt naturligvis på vores børn. ”Christian tester mig godt nok for tiden” nåede jeg lige at få sagt, før damerne i samlet kor gik i gang med at fortælle mig, hvor dejlig en dreng, du er.
”Han er godt nok blevet flot, så veltrænet og smuk”, sagde en. ”Og den måde, han kom over og spurgte til os sidst, jeg så ham, det var bare så modent”, sagde en anden. ”Jeg er så misundelig over at han er så involveret i det der spejder, mine børn gider ikke gå til en skid”, sagde en tredje.
De fortsatte et stykke tid, men gled jo så over til at tale om deres egne børn. Nogle drikker sig stangstive og vaper, nogle bruger dumme penge på dumme måder, de får piercinger og tatoveringer, og de unge mennesker finder i det hele taget på alt muligt, som giver deres forældre søvnløse nætter.
Comparison is the thief of joy, siger man. For man kan jo altid finde nogen, som har og kan andet og mere. Men ved sammenligning kan jeg jo godt høre, at vi trods alt er blevet skånet for meget, for du er jo både en rask ung mand og sådan set også meget fornuftig. Og tak gud for det.
Men hvis man sætter det lidt hårdt op, så er der to versioner af dig.
Der er den utroligt dejlige fyr, der træner og spiser proteiner, og har styr på sit shit, afleverer sine opgaver til tiden og lige lavede et karakterhop på 25 procent point, eller hvor meget det nu var, i 9. klasse, så du kunne gå ud af folkeren med et af klassens højeste gennemsnit. Ham, som er beleven og høflig og en interessant og kultiveret samtalepartner med humor og varme. Som bruger sin fritid på at være leder for yngre børn, som giver et nap med, når containeren pakkes ud efter lejr. Han er betænksom og omsorgsfuld. Han synger højt i badet og husker at hænge sit håndklæde op.
Og så er der også ham, som konstant har ipods i ørene, glor på sin telefon ved bordet, som spreder bad vibes og er på udkig efter fejl i alle – mest mig. Ham, som altid lige har en kommentar, om hvor boomeragtige vi er, og at jeg smasker ved bordet og mit nyklippede hår får mig til at ligne en Karen. Ham, som liige skal noget vigtigt der er ”lektierelateret”, når der skal tømmes opvasker og hænges tøj op. Ham, som får mig til at tænke, at jeg, med alt min curling og mit høje serviceniveau, har fejlet, så du nu åbenbart hverken kan finde ud af en skid selv eller sætter pris på de 10.000 usynlige lorteopgaver, vi løser for dig hele tiden.
Begge versioner af dig har sin berettigede plads i verden. I get it. Går den, så går den. Det har også altid været min strategi. Men må jeg benytte muligheden for at minde dig om en anden god tilgang til tingene, og det er den om at plukke de lavthængende frugter. Dén kommer man også langt på!
I det store billede er den 94 % hjemme. Igen, jeg er ikke så god til det med procenterne, men jeg kan godt se, at du nok skal klare dig godt, når dine frontallapper er vokset lidt mere sammen.
Du har altid været et ualmindeligt dejligt og nemt barn. Katja og Rune kommer sig aldrig over den gang du var baby og jeg lige ammede dig, og lagde dig til at sove på en dyne på morgenbordet, hvor du faldt i den yndigste søvn. Rune gik med en skinne på armen i årevis af at have rokket stakkel kolikramte Elias i søvn.
Når man får børn, så forlader de en med det samme. Så er de ikke længere en del af ens krop. Men de er jo stadig en del af en, de har stadig brug for en, og sådan fortsætter en næsten kosmisk bevægelse, hvor tingene på skift udvider sig og trækker sig sammen.
Det er meningen, at du skal irriteres over mig, her hvor vi er nu, det har en funktion. Fordi jeg er så pisseirriterende, får du lysten, motivationen og modet til at forlade din moder og dit trygge barndomshjem. Og måske bliver det nemmere for mig også at give slip på dig.
Jeg kan godt selv høre, at jeg er irriterende, Evigt formanende, en lind strøm af gode råd og irettesættelser flyder ud af min mund, og jeg er ikke i stand til at holde min kæft, og jeg kalder dig også for røvhul to your face virkelig tit. Så undskyld for det.
Jeg forstår godt de støjreducerende høretelefoner. Heldigvis er det sådan, at den egentlige opdragelse og prægning foregår i alt det, du gennem dit liv har set – ikke hørt.
Du har set os gå passioneret op i vores job og fritidsinteresser af mere eller mindre – i din fars tilfælde – mere nørdet karakter. Du har set os investere i vores venskaber og pleje vores relationer. Du har set os sætte pris på vores søskende og forældre og på hinanden. Du har set os se hinanden være de grimmeste, mest latterlige versioner af os selv, og du har set os sige undskyld. Du har set os være sårbare og acceptere, at vi bare er små, dumme mennesker, der gør det så godt, vi kan.
Og du har set, at vi elsker dig ubetinget og altid har din ryg.
En dag vil du bøje dig over et barn og hive det i tæerne på præcis samme måde, som jeg altid hev dig i tæerne, og din krop vil huske al den kærlighed, der var i det træk.
Du vil stå foran spejlet og under dig over, at din hårgrænse ikke sidder der, hvor den plejede, og så vil du pludseligt se det: At du ligner din far. Du vil høre dig selv grine og høre, at du har arvet din latter.
You can run, but you can’t hide. Uanset hvor langt væk vi er fra hinanden, så sidder jeg inde i dit øje som et filter, du ser verden igennem. Lige som du bor i mig, så bor jeg også i dig.
Der er et før og et efter den 4. maj 2005. Det var en 37 timer lang, smertefuld og udmattende fødsel, og da du så endeligt var ude og lå med langt sort hår og en lille vibrerende gråd, da kunne jeg have gjort det hele igen.
Og det opsummerer meget godt min oplevelse af moderskabet. Det er smertefuldt og udmattende, men det er også så lykkeligt, at man tager trængslerne med, fordi glæderne er så store. Aldrig har jeg været så uselvisk og generøs og givet så meget af mig selv, som til dig. Aldrig har jeg været så presset. Aldrig har jeg været så lykkelig.
Vi er alle sammen pissestolte af dig. Du er et vidunderligt og kapabelt menneske.
Jeg forstod mine forældre meget bedre efter jeg selv fik børn, og jeg tilgav dem alt det, de trods gode intentioner egentligt ikke havde gjort særlig godt.
Det er mit fødselsdagsønske for dig, at du må få samme oplevelse.
Vil I rejse jer, så skal vi skåle for vores dejlige Christian.
SKÅL!
