BLOG

5 gode råd til mors konfirmationstale – helt uden cringe

Konfirmationen nærmer sig, og kære lille mor: Du ved det godt. Du slipper ikke. Du skal holde tale til konfirmationen. Du skal slå på glasset, rejse dig – og du skal gøre det uden at få din konfirmand til at synke ned under bordet af skam over, hvor herre-pinlig du er. En konfirmationstale for mor må gerne være rørende og sjov, men den skal ikke udstille konfirmanden. Kærlig dril er okay. Mobning er ikke.

Her får du fem råd til en mors konfirmationstale, der rammer plet og undgår de klassiske pinlighedsfaldgruber.

1. Drop den (kedelige) kronologiske gennemgang

Hverken gæsterne eller konfirmanden gider høre en kronologisk gennemgang af hvad der skete hvornår: Fødslen tog jo 47 timer, og så lå vi på hospitalet i fire dage…

Få enkelte, kærlige barndomsperler kan gå – bare de ikke udstiller konfirmanden. Og brug dine anekdoter til noget: Få den lille, søde historie om det han eller hun sagde eller gjorde ført op til nutiden, så de faktisk siger noget om, hvordan konfirmanden stadig er i dag.

2. Tal til det unge menneske – ikke til lille tutteputten

Konfirmationen markerer overgangen til noget nyt. Så en god konfirmationstale for mor taler til den person, dit barn er ved at blive. Det er både respektfuldt og langt mindre pinligt end at kalde dem din lille pruttemus foran et helt selskab.

3. Brug humor, men lad være med at lave stand-up

Et smil og en let joke er perfekt. Men undgå lange interne historier, som ingen andre forstår – inkluder os andre i, hvad der var så morsomt. Jokes om kikset kærlighedsliv, akavet pubertetsbumser eller dårlige karakterer styrer vi udenom. Det skal være toast, ikke roast.

I en tale til konfirmation er humor en gave – bare du bruger den nænsomt.

4. Vælg en simpel struktur

Kort intro, en lille historie, et budskab og en varm afslutning. Det gør det lettere for dig og mere spiseligt for gæsterne. Korte taler på 4-7 minutter er ofte de bedste – og ingen sidder og ønsker sig, at den havde været længere.

5. Slut med et ønske for fremtiden

En konfirmationstale bliver stærk, når den løfter blikket. Giv et håb, et ønske eller en lille livsindsigt. Det gør talen både personlig og fin – uden at være melodramatisk.

Hvis du gerne vil have hjælp til konfirmationstalen, kan jeg som taleskriver gøre en verden til forskel. Jeg hjælper dig med at skrive em konfirmationstale, der lyder som dig – bare klarere, varmere og uden de pinlige fælder.

Hvis du har mod på selv at skrive talen, så er der også masser af hjælp at hente. Der er fx et helt kapitel specielt om konfirmationstalen i min bog ”Sådan skriver du dit livs taler”. 

Ellers lad mig hjælpe dig: Læs med her! 

DEL PÅ SOME:

Gå væk boks!

Klar TIL AT

få styr på talen?

Send en mail, skriv gerne hvornår du skal bruge talen.