Nogle mennesker slår på glasset, rejser sig op, smiler og indtager rummet. De begynder at tale, som om ordene bare opstår helt af sig selv. De er rolige, morsomme, overskudsagtige og charmerende.
Men ”den fødte taler” er en sjældenhed. Det er de færreste, som bare lige ryster en god tale ud af ærmet.
Jo, bevares – nogle mennesker er naturligt mere charmerende, humoristiske og udadvendte end andre. Nogle har lettere ved at stå frem, og andre bliver ganske enkelt ikke så nervøse for at holde tale.
Men charme kan ikke huske, hvad du skal sige. Humor sørger ikke for, at du trækker vejret de rigtige steder. Og en udadvendt personlighedstype hjælper dig ikke nødvendigvis, når du pludselig er faret vild i talen, eller bliver mere rørt, end du havde regnet med.
Når du skal holde en god tale, er det vigtigste ikke, om du har et medfødt talent for at optræde. Det vigtigste er, at du øver dig. Det gælder også Obama, statsministeren og Oscarmodtageren.
En skrevet tale er ikke en holdt tale
Når talen er skrevet, kan det føles, som om det store arbejde er overstået. Og det er da også en væsentlig milepæl. Ordene er sat på papiret, anekdoterne er valgt, og du har en begyndelse, en midte og en afslutning. Talen er i hus.
Men indtil videre er den kun en tekst. Den bliver først til en tale, når du siger den højt.
Det er i øvefasen, du opdager, om en formulering ligger godt i munden, om en sætning er for lang, om du kan nå at trække vejret, eller om du er kommet til at sætte samme ord eller udtryk for tæt på hinanden.
Derfor er øvelse ikke bare noget, du lige kan nå aftenen inden – at øve talen er med til at sikre, at talen bliver en succes. For selv den bedste tale, kan jo blive noget hø, hvis den ikke afleveres rigtigt.
Derfor skal du skrive talen ned
Nogle mennesker forestiller sig, at de dygtige talere bare stiller sig op og taler frit fra leveren. Sådan ser det måske ud, men jeg garanterer dig, at det er de færreste dygtige talere, der improviserer. Ja, jeg fraråder det direkte. Hvis du så ovenikøbet er urutineret taler, så skal du ikke tro, at du kan køre den hjem på charmen.
Hvis talen betyder noget for dig, bør du skrive den ned. Det skal du, fordi et talemanuskript giver dig noget konkret at øve dig på.
Du kan se, hvor talen begynder og slutter. Du ved, hvilken pointe, der kommer efter hvilken anekdote. Du kan markere pauser, tryk og steder, hvor du skal huske at kigge op samt hvem du skal søge øjenkontakt med. Og du kan opdage, at talen varer tolv minutter, selvom den inde i dit hoved føltes som højst fem.
Et manuskript skaber også tryghed, når talenerverne melder sig. Du behøver ikke være afhængig af, at hukommelsen fungerer perfekt i en situation, hvor dit hjerte banker, munden bliver tør, og en del af din hjerne er mere optaget af, om alle kan se, at din hånd ryster.
Du behøver til gengæld ikke lære talen udenad. Det er en dum misforståelse, som jeg ikke helt ved, hvor stammer fra. Man behøver IKKE kunne talen udenad! Målet er nemlig ikke, at du kan gengive hvert komma fra hukommelsen. Målet er, at du kender talen så godt, at du hele tiden ved, hvor du er på vej hen.
Din mund er talens vigtigste redaktør
Du kan ikke afgøre, om en tale er mundret, ved kun at læse den inde i hovedet. Øjnene er alt for flinke. De glider hen over tunge formuleringer og fylder selv de manglende overgange ud. Munden er langt mere ærlig. Den snubler, løber tør for luft og protesterer højlydt, når en sætning ikke er skrevet til at blive sagt.
Derfor skal du øve talen højt. Ikke mumle den lydløst, mens du laver kaffe. Ikke bladre den igennem og tænke: “Ja ja, det skal nok gå.” Du skal rejse dig op og sige ordene, præcis som du skal gøre til festen.
Når du hører dig selv, vil du hurtigt opdage forskellen på skriftsprog og talesprog.
På skrift kan du måske finde på at formulere dig sådan:
“Jeg ønsker indledningsvis at benytte denne lejlighed til at udtrykke min taknemmelighed.”
Men du ville næppe sige det til et menneske, du holder af. Du ville snarere sige:
[“Jeg ve’ gern’ begynd’ mæ’ a’ sige tak.”]
Eller:
“Da vi første gang stiftede bekendtskab …”
Sig hellere:
“Da vi mødte hinanden første gang …”
Og i stedet for:
“Det har haft afgørende betydning for mig …”
kan du sige:
“Det har betydet mere for mig, end du tror.”
Det enkle er ikke mindre intelligent eller mindre højtideligt. Det er bare lettere at forstå.
Vi er dovne, når vi taler
Når vi taler til daglig, udtaler vi ikke alle ord. Vi forkorter ordene, sluger endelser og lader lydene glide sammen. Sådan skal du også holde din tale.
Det betyder ikke, at du skal skrive hele manuskriptet fonetisk. Det bliver hurtigt både anstrengende at læse og en lille smule revyagtigt.
Men du skal skrive i den sætningsbygning og med de ord, du faktisk bruger, når du taler. Og når du holder talen, skal du give din mund lov til at gøre det, den plejer.
Du skal ikke pludselig tale finere, langsommere eller mere korrekt: Du skal stadig lyde som dig.
Sådan øver du dig på talen
Begynd at øve dig, så snart teksten er færdig. Ikke nødvendigvis i timevis, men flere gange (20! 30!) og gerne fordelt over nogle dage.
Har du en optagelse af talen, så lyt til den, mens du tømmer opvaskemaskinen eller går tur med hunden. Bare det at høre talen flere gange betyder, at du lærer dens opbygning at kende. Samtidig opdager du måske formuleringer, der skurrer, eller steder, hvor talen bliver lidt tung.
Men du skal også selv sige ordene højt.
Første gang handler mest om at høre efter. Hvor går du i stå? Hvor mangler du luft? Hvilke ord føles fremmede i din mund? Og er der steder, hvor du selv mister interessen lidt? Det gør gæsterne sandsynligvis også.
Ret de formuleringer, der ikke fungerer. En tekst er ikke hellig, bare fordi den er skrevet ned. Det er bedre at ændre tre ord end at snuble over dem hver eneste gang.
Som taleskriver gør jeg selv alt dette, når jeg skriver talen for andre. Men jeg opfordrer alligevel til, at du gør talen til ”din egen”. Så ret du bare løs, også i en tale, jeg har skrevet. Det må du hjertens gerne!
Derefter skal du holde talen fra begyndelsen til slutningen. Rejs dig op, hav manuskriptet i hånden, og tal med en stemme, der kan høres i den anden ende af rummet. Din krop skal ikke kun kende ordene. Den skal også kende situationen.
Markér pauser og de ord, der skal have ekstra tryk. Sørg for god luft mellem linjerne, en skriftstørrelse, du faktisk kan læse, og undgå helst sideskift midt i en vigtig sætning. Alt dette får du naturligvis med, når jeg som taleskriver skriver talen for dig.
Du må gerne læse op – bare du ikke lyder op(b)læst
Der findes ingen regel om, at en personlig tale skal holdes uden manuskript. Du må gerne have hele talen med. Det har mange rutinerede talere også, når ordene virkelig betyder noget.
Forskellen ligger i, hvordan du bruger papiret.
Hvis du læser en sætning med øjnene, kigger op og siger den til menneskene foran dig, opleves det som en tale. Hvis du holder blikket i manuskriptet og læser ord efter ord i samme toneleje, opleves det som oplæsning.
Du behøver altså ikke kigge op hele tiden. Men du skal skabe kontakt jævnligt – særligt ved de vigtigste sætninger, de morsomme pointer og de ord, der er direkte henvendt til den, talen handler om. (Læs også om pauserne HER! De er vigtige!! )
Det bliver meget lettere, når du har øvet dig. Og bedre.
Øvelse fjerner ikke nødvendigvis alle talenerver
Du kan godt være nervøs for at holde tale, selvom du har forberedt dig grundigt. Målet er ikke nødvendigvis at blive fuldstændig afslappet. En smule nervøsitet skal blot ses som et signal om, at situationen betyder noget for dig.
Men der er stor forskel på at rejse sig med en velkendt tale, du har sagt højt flere gange, og at stå med tre sider tekst, du næsten ikke selv har hørt endnu.
Når du øver dig, ved du, hvor du skal trække vejret, hvor du skal holde pause, og hvor du måske bliver rørt. Du skal ikke lære talen udenad, men du skal kende den så godt, at du hele tiden ved, hvor du er på vej hen.
Du behøver ikke være den fødte taler. Du skal være en velforberedt taler, der har noget på hjerte. Det kommer du meget længere med.
Få hjælp til at holde talen med ro
Har du skrevet talen, men vil gerne have en kærlig hånd i ryggen hele vejen i mål, kan du få 1:1 talesparring hos mig.
Her holder du talen for mig, præcis som du planlægger at gøre til festen. Vi arbejder konkret med tempo, pauser, tryk, vejrtrækning, stemme og de steder, hvor ordene eller følelserne kan drille. Og jeg bygger dig op, og griber dig i at gøre alt det rigtige.
Målet er ikke at lave dig om til en anden slags taler.
Målet er, at du kan holde talen som dig selv – bare med mere ro, selvtillid og overskud. You go, guurl!
